der altid være en herskende klasse som raader over samfundets produktivkræfter og en fattig, undertrykt klasse.
Det er klart at produktivkræfterne hittil ikke var saa utviklet at der kunde produceres nok for alle, og at privateiendommen var blit et baand paa den, en skranke for den. Men nu er der produktivkræfter i mængde og midler til at øke dem i det uendelige, nu er disse produktivkræfter samlet paa faa hænder, paa bourgeoisiets, mens den store masse av folket synker dypere ned i elendigheten eftersom bourgeoisiets rigdommer vokser, og nu er disse produktivkræfter i den grad vokset privateiendommen og bourgeoisiet over hodet at de hvert øieblik fremkalder de voldsomste forstyrrelser i samfundsordenen, saa nu — først nu — er ophævelsen av privateiendommen ikke bare mulig, men absolut nødvendig.
Her først gir Engels den historiske bakgrund, her først sætter han ind med den historiske lov. Her først gjør han enkeltfænomenet, den industrielle revolution og de samfundsforhold den har skapt, til et led i den historiske utvikling. Bernstein sier om utkastet at det er en popularisering av manifestets kjernetanker. Dette ene svar er i ethvert fald en popularisering av dets kjernetanke, av «der durchgehende Grundgedanke des Manifestes»[1] Det er en populariseret ekstrakt av den historieopfatning Marx har nedlagt i boken mot Proudhon. Man ser hvordan Engels fuldstændig har optat Marx’s tanker. Det kan kanske være katekismusformen som er skyld i at Engels saa sent sætter ind med denne teori som ifølge hans egne ord i et brev til Marx var deres eneste styrke. Men det er i og for sig ganske naturlig, at det som var Engels’s eget specialomraade — den industrielle revolution og dens
følger … at det fremdeles hadde den bredeste plads i
- ↑ Manifestets grundtanke.
