Her har Engels naadd frem til det ledd i sin egen tankerække hvorfra amalgationen med Marx’s økonomiske determinisme har begyndt. Og først her — under det 13. spørsmaal i fremstillingen — sporer man altsaa Marx’s indflydelse. Det er tanken fra avhandlingen om nationaløkonomien i «Deutsch—Französische Jahrbücher» som gaar igjen. Den har bare mistet ethvert spor av etisk farve. Den fri konkurranse er ikke længer «die höchste Spitze der gesellschaftlichen Unsittlichkeit»,[1] en naturlov som menneskene maa erstatte med aandens lov. Tanken er indpodet med Marxsk determinisme. Koknurransen var nødvendig. For under den blev de produktivkræfter til som vil komme til at sprænge det samfund hvor konkurransen hører hjemme. Og paa spørsmaal 15: «Avskaffelsen av privateiendommen var altsaa før ikke mulig?» svarer Engels: «Nei. Enhver forandring i samfundsordenen, enhver omvæltning i eiendomsforholdene er den nødvendige følge av frembringelsen av nye produktivkræfter som ikke længer vil føie sig efter de gamle eiendomsforhold. Privateiendommen selv er opstaat paa denne maate. For privateiendommen har ikke altid eksisteret. Først da der mot slutningen av middelalderen skaptes en ny produktionsmaate i manufakturen, som ikke lot sig underordne den daværende feudale og laugsmæssige eiendom, først da frembragte denne manufaktur som var vokset fra de gamle eiendomsforhold, privateiendommen. Men for manufakturen og for storindustriens første utviklingstrin var ingen anden eiendomsform mulig end privateiendommen. Saalænge der ikke kan produceres saa meget at der ikke bare er nok for alle, men ogsaa er et overskud av produkter til formering av samfundskapitalen og
til videre utvikling av produktivkræfterne, saa længe maa
- ↑ Den høieste top paa samfundets umoral.
