økonomisk bevægelse, og det er denne nationaløkonomiske bevægelse som tegner den kurve som alle andre bevægelseskurver i historie løper parallelle med.
Paa titelbladet til «Die Heilige Familie» læser man Friedrich Engels og Karl Marx. Om «Die Deutsche Idéologie var kommet i trykken, vilde ogsaa den baaret begges navn. I «Die Heilige Familie» foreligger intet virkelig samarbeide mellem Marx og Engels. Dertil var bekjendtskapet mellem dem for nyt og idéblandingen for litet fremskredet. Bokens natur — en tilsynelatende helt usammenhængende polemik mot mange forskjellige ting — gjorde ogsaa en slik fast sammensmeltet enhet umulig. Marx’s og Engels’s bidrag ligger her ret og slet ved siden av hinanden. Man vet: det kapitel har Engels skrevet, det har Marx skrevet. Om det samme er tilfældet i «Die Deutsche Ideologi», kan jeg ikke avgjøre. Om de ogsaa i dette verk har fordelt arbeidet mellem sig — hvilket er mulig og rimelig, da det jo her var tale om et temmelig omfattende verk —, maa være uavgjort. Men en virkelig idéblanding, ja, man kan vanskelig tale om en rent mekanisk blanding engang —, en kemisk proces er der foregaat med de Marx-Engelske tanker i 1847—48, og produktet av processen er «Det kommunistiske Manifest».
Da Marx og Engels var blit sig bevisst at de sat inde med «tankens lyn», blev det dem sikkert ogsaa klart at nu manglet bare den «naive folkegrund» som tankens lyn skulde slaa ned i. Men den naive folkegrund maatte være en organisation som bevisst kunde bære tanken ned gjennem tiderne. Denne organisation var allerede til i «Bund der Gerechten», et internasjonalt kommunistforbund med hovedsæte i London og underavdelinger i Paris, Brüssel og flere tyske byer. Marx og Engels behøvet altsaa ikke at skape nogen ny organisation, men de maatte gjøre den
