men virkefeltet er git, det er arvet, det er opsamlet menneskelig energi, erhvervede produktivkræfter, og med energiens virkefelt er ogsaa dens retning git. De erhvervede produktivkræfter tjener menneskene som raastof til ny produktion. «Menneskene er paa en gang skuespillere i og forfattere av sit eget drama», sier Marx et sted.[1] Og han mener sikkert at de spiller det, før de forfatter det. De tar ubevisst tanken i virksomhetens tjeneste før de bevisst anvender tanken paa virksomheten, før de ser sammenhængen i livet. Den nødvendige, den ubevisste, den rent naturgivne sammenhæng, sammenhængen i de nødvendige former for menneskenes individuelle og materielle virksomhet, trækker uvilkaarlig efter sig bevisstheten om denne sammenhæng. Det maa vel være det Marx har ment. Menneskene vælger ikke frit sine livsformer, fordi de altid maa bygge videre paa det som er før dem. Selvfølgelig kan Marx aldrig ha ment at menneskeaanden er passiv, da det jo er mennesket selv som skaper de forhold de lever i, det er dem som forandrer forholdene, revolutionerer dem. Og det ligger noget besnærende, overbevisende i den tanke at bevægelsens sidste aarsak er de kræfter, den energi, menneskene er tvunget til at bruke for at tilfredsstille de absolut nødvendige behov, eksistensbehovene. Det blir da ogsaa forstaaelig, hvorfor de mest passive klasser, de undertrykte klasser kan bli de mest aktive i samfundsutvklingen. De er passive, forsaavidt som de arbeider drevet av den absolut bydende nødvendighet. De skal leve, de skal eksistere, derfor maa de arbeide. Men de er aktive, forsaavidt som de ogsaa av bydende nødvendighet sætter al sin energi ind. De øker summen av erhvervede produktivkræfter,
av anvendt menneskelig energi. Forsaavidt har
- ↑ I „Das Elend der Philosophie“.
