at arten av disse forhold nødvendig maa forandre sig med produktivkræfternes omeltning ov vekst. Han har ikke set at de økonomiske kategorier bare er abstraktioner av disse faktiske forhold og bare forsaavidt er sande som disse forhold bestaar. Saa falder han i den samme vildfarelse som bourgeoisiøkonomerne som betragter disse kategorier som evige og ikke som historiske love.
Hvorfra eller hvorledes erhverver menneskene nye produktivkræfter, er et av de mange spørsmaal i den marxistiske historieteori, som har været meget diskuteret. «Om menneskeaanden er rent passiv, om den mangler en egen utvikling og nydannelseskraft delvis uavhængig av de materielle omgivelser, blir det absolut ubegripelig hvorfra eller hvorledes menneskene «erhverver» nye produktivkræfter»,[1] sier Steffen. «Stikker man hul paa det tvetydige uttryk «erhverve», sprækker hele Marx’s teori. Sætter man ind et klart, aktivt verbum i stedet — f. eks. «opfinde», «produsere», saa er Marx’s teori, at de økonomiske kategorier bare er teoretiske uttryk for abstraktionerne av de sociale produktionsforhold, totalt opgit.»
Man beskylder Marx for at ha gjort menneskeaanden rent passiv. Og allikevel er det primære Marx bygger hele menneskelivet op paa aktiviteten, virksomheten, energien… Enhver produktivkraft er en erhvervet kraft, produkt av tidligere virksomhet, den er resultatet av anvendt menneskelig energi. Men med den anvendte menneskelige energi, den ophobede energi, forsvinder ikke den levende energi, den fortsætter som en ustanselig rindende elv gjennem de skiftende menneskeslegter, den er enhvert menneske medfødt, en bestanddel av menneskeaanden. Energien maa ifølge sin
natur være initiativ. Og initiativet maa ha et virkefelt,
- ↑ Steffen: Marx och materialismen s. 64.
