duktet av tidligere virksomhet. Produktivkræfterne er altsaa resultatet av anvendt menneskelig energi; men denne energi selv betinges av de forhold menneskene befinder sig i, av de allerede erhvervede produktivkræfter, av den sociale form som eksisterer før dem, som er et produkt av den foregaaende generation. Ved denne enkle kjendsgjerning at enhver følgende generation forefinder de produktivkræfter som den foregaaende generation har erhvervet, og at disse tjener dem som raametariale til ny produktion, opstaar en sammenhæng i den menneskelige historie. Derav følger nødvendigvis: Menneskenes sociale historie er altid bare deres individuelle utviklingshistorie, om de er sig dette bevisst eller ikke. Deres materielle forhold er grundlaget for alle deres forhold. Disse materielle forhold er bare de nødvendige former i hvilke deres materielle og individuelle virksomhet virkeliggjøres.
Proudhon kaster ideerne og tingene om hinanden. Menneskene gir aldrig avkald paa det de har vundet; men det betyr ikke at de aldrig gir avkald paa bestemte sociale former i hvilke de har erhvervet bestemte produktivkræfter. For ikke at bli utelukket fra det erhvervede resultat, for ikke at sætte civilisationens frugter paa spil er menneskene tvunget til at forandre alle sine nedarvede sociale former, naar formen for deres samkvem ikke længer staar i et rigtig forhold til de erhvervede produktivkræfter.
De økonomiske kategorier er efter Proudhons mening en emanation av den evige fornuft. Proudhon har ikke, fordi han mangler historiske kundskaper, set at menneskene, idet de utvikler sine produktivkræfter, d. v. s. idet de lever, indgaar i et bestemt forhold til hinanden, og
