Proudhons bok er slet, meget slet, begynder Marx. Han forstaar ikke den nuværende sociale tilstand, derfor leverer han en latterlig filosofi. For at forklare den historiske utvikling indfører nemlig Proudhon gud, den universelle fornuft, menneskehetens upersonlige fornuft. Han driver svakelig Hegelianisme for at gi sig skin av en sterk tænker. Han ser nemlig i historien en social utvikling. Han ser fremskridtet virkeliggjort i historien. Men han finder at menneskene som individer ikke visste hvad de gjorde, at de ikke skjønte sin egen sociale bevægelse, at altsaa deres sociale utvikling ved første øiekast synes at være uavhængig av deres individuelle utvikling. Denne kjendsgjerning kan han ikke forklare, og hypotesen med den aabenbarede, universelle fornuft er med en gang der. Naar Proudhon tilstaar at han ikke forstaar noget av den historiske utvikling — og det tilstaar han, naar han bruker saa klingende ord som gud, universel fornuft, o. l. — saa tilstaar han med det samme at han ikke forstaar noget av den økonomiske utvikling.
Hvad er nemlig samfundet, hvilken form det end har tatt? Produktet av menneskenes gjensidige aktion. Kan menneskene frit vælge denne eller hin sociale form? Ingenlunde. Forutsæt et visst trin av de menneskelige produktionskræfters utvikling, og man vil ha en bestemt form form samkvem og konsumtion. Forutsæt et bestemt utviklingstrin av produktionen, samfærdselen og konsumtionen, og man vil faa en bestemt organisation av familien, stænderne eller klasserne, med ett ord et bestemt samfund. Forutsæt et bestemt samfund, og man vil faa bestemte politiske forhold som er det officielle uttryk for samfundet. Det er overflødig at tilføie at menneskene ikke frit vælger sine produktivkræfter som er grundlaget for hele deres historie, for enhver produktikraft er pro-
