Vaaren 1845 hadde altsaa Marx tanken klart for sig. Vi maa tro Engels paa hans ord. Man kjender ikke ordlyden av denne første formulering av teorien, og man kan vanskelig ha nogen mening om hvorvidt Engels’s «die Lage» har været medbestemmende ved tankens tilblivelse. Det er liten sandsynlighet for det, da som ovenfor vist Marx allerede paa forhaand (i «Die Heilige Familie») var naadd længer end Engels med hensyn til et konsekvent helhetssyn paa den historiske utvikling. Determinismen var der allerede. Der var bare et skridt igjen til det man har kaldt den materialistiske historieopfatning, skridtet fra den historiske til den økonomiske determinisme. Den lovmæssige historiske bevægelse var han allerede i 1844 paa det rene med. Det gjaldt bare at finde den sidste aarsak til denne bevægelse. Og her har de nationaløkonomiske studier som han efter eget sigende begyndte under sit Pariserophold, hjulpet ham frem til en løsning. Det bærer polemiken mot Proudhon det bedste vidnesbyrd om. Den er rettet mot Proudhons verk «Philosophie de la misère»,[1] og bærer titelen «La Misère de la Philosophie».[2] Den viser et grundig kjendskap til de engelske nationaløkonomer.
Som et kort og greit og oversigtlig utkast til boken om Proudhon kan man betragte et brev som Marx i de sidste dage av 1846 skrev til en russisk ven, en viss hr. Annenkof.[3] Marx fortæller her at han paa to dage har læst Proudhons bok, og man har indtryk av at han endnu varm efter læsningen med færdige, skarpslepne vaaben, som han bare venter paa en anledning til at faa benytte, sætter sig til at skrive dette brev. Det indeholder den første kjendte, utførlige formulering av den saakaldte materialistiske historieopfatning, den marxistiske verdensopfatning.
