holde en bodspræken for bourgeoisiet, fordi han tror at bourgeoisiet endnu kan omvende sig.
Efterat Engels har skrevet sine artikler i «Deutsch—Französische Jahrbücher», læser han sandsynligvis Marx’s artikler i det samme tidsskrift. Her finder han tanken om det positive i elendigheten konsekvent anvendt paa det moderne samfunds organisation og dets fremtidige utvikling. Han læser om prelatariatet med de radikale lænker. Dette proletariat ser han hver dag for sine øine, han ser dets radikale lænker, dets universelle lidelser, han ser denne opløsning av samfundet som særegen stand, denne klasse av det borgerlige samfund som ikke er nogen klasse av det borgerlige samfund. Han har læst Marx’s brev til Ruge, hvor han fortæller at netop nutidens elendighet er det som gir ham haabet for fremtiden. Vi vet hvor Engels kunde la sig besætte av en tanke, hvor han kunde søke uttryk for sine egne erfaringer, sine egne oplevelser i en andens tankeformer. Vi husker hvordan han ser det engelske samfund med Carlyles øine og slaar hans begrundelse av det ihjel med Feuerbachs tanker. Og tænker man saa paa at Engels netop da levet midt oppe i den mest bundløse elendighet, at han hver dag saa ind i en fortvilelse, et kaos av menneskelig nød som ganske naturlig virker lammende paa den menneskelige evne til at finde utveie og søke haab, saa er det tænkelig at denne ene sterke tanke, som Marx med profetisk magt hadde slynget ut i «Deutsch—Französische Jahrbücher», har virket vældig befriende paa ham. Kanske var det en forunderlig heldig tilfældighet at Marx sat i sit arbeidsværelse i Paris og tænkte tanken uten at se elendigheten, og at Engels gik omkring i Manchesters fattigkvarterer og saa elendigheten og grep tanken og som et lys lot den skinne ind i det tilsyneladende saa haabløse mørke.
