Men ifølge alt hvad man vet om Engels, skulde det ikke være usandsynlig, at en eneste genial og konsekvent tanke kan ha git ham glimt ind i et materiale som allerede paa forhaand interesserte ham, som han hadde besluttet at bearbeide rent videnskabelig. Og det er tænkelig at det tankelyn som har slaat ned i Engels, det er den idé som for Marx har været det rent naturgivne utgangspunkt for hans historieopfatning, ideen om det positive i det negative, om det frugtbare i elendigheten, om standen med de radikale lænker og de universelle lidelser, om proletariatet som er sig sin aandelige og fysiske elendighet bevisst. Man kan som sagt indvende at Engels kan ha dette fra Hegel, at det endog er lite sandsynlig at det er via Marx Hegel har slaat ned i ham. Det er allikevel ting som tyder paa at Marx her virkelig har spillet en rolle. I sin artikel on nationaløkonomien appellerer Engels — ikke til det negative element i samfundet, ikke til den undertrykte klasse, — han appellerer til bourgeoisiet, den herskende klasse, han vil gjøre den seende, han vil gjøre dem samfundsbevisst, han vil skræmme den og true den og lokke den til at ophæve motsigelsen i samfundet, og det store skræmmebillede er proletariatet. Engels er altsaa i «Deutsch—Französische Jahrbücher» endnu bourgeoissocialist. Han tror paa menneskeviljens magt i samfundslivet. Han tror at alle motsigelser kan utjevnes, naar menneskene først faar øie paa at disse motsigelser ikke er evige. Han tror at samfundsbevissthet kan skapes i menneskene ved at gi dem en ny indsigt i samfundets love slik som de er, og en ny overbevisning om samfundet slik som det bør være. Og faar ikke bourgeoisiet denne nye indsigt og denne nye overbevisning og den nye vilje til at skape det nye samfund, saa vil det nye samfund allikevel komme, men gjennem en revolution. Naturlovene vil vedbli at herske, og katastrofen vil være uundgaaelig.
