Han nynnede … „Det“ er klart som Drank, at hun er forgabet i ham; din Brorkone skrev ellers ikke om det, som hun gjør.”
„Thinka er en blød Natur,” kom Svaret noget langsomt, fortænkt, — „og har vist saa let for at forblinde sig, stakkar,“ varm og modtagelig, som hun er. Men saa har hun nu set saavidt af Verden omkring sig” …
„Ja, Verden gaar ikke paa Vers, som Løitnant Bausback sagde, han betalte Gjælden sin med gamle Mor Stenberg, hun var akkurat tre og en halv Gang saa gammel som han, da de giftede sig!”
„Hun har altid været bøielig, — vi faar haabe paa, at hun er tilgjængelig for et Ord af sine Forældre. Jeg vil skrive og forestille hende Udsigterne” …
„Udsigterne“? … Bland Dig bare ikke i det, Ma! Giftermaal vokser ikke paa Træer. Eller hvad Parti, mener Du, Thinka kan gjøre heroppe“? Blir jeg gammel og kommer paa Pension, ser det net ud med alle Døttrene paa Halsen! … Lad os bare ikke blive gale af Hovmod, Ma, splitter pine gale! — det sidder i Dig og alle Zittowerne.”
Ma blev noget stram ved Læberne og skarp mørk i Øinene; men det var over i Øieblikket:
„Jeg tænker paa, at her igrunden kunde spares paa Flesk og Smør i Huset; det er ikke halv saa saltet, som det bruges mangesteds i det udvendige, og naar saa Grisen — bare Skinkerne, mener jeg, — faar gaa med Læsset til Byen, saa kan vi nok have Udvei til at tage Pengene ind igjen. Ellers vilde jeg komme rent ud af Fatningen. … Men skal vi først ud med dem, synes jeg, Du bør sende dem paa Posthuset straks, Jæger! de bør ikke se andet, end at Du er kontant.”
Kapteinen reiste sig og pustede.
„Ti … og fem er femten … og tre er atten,” han talte Pengene ud af Pulteskuffen. „Vi ser
