aldrig de Penge mere … Hvor er Saksen“? Saksen, siger jeg!” …
Han begyndte at klippe Omslag til Pengebrev ud af en gammel graa Konvolut fra et Tjenestebrev, som han vendte.
„Frakken og Skjærfet ligger her ved Ovnen,” sagde Ma, da hun igjen kom ind.
„Der! — læg Lakket og Signetet i Sidelommen, saa jeg ikke glemmer det; ellers faar jeg betale for Forseglingen med.” — — —
— Det lumre Humør var som strøget af Kapteinen, da han ilsomt kom tilbage fra Postaabneriet. Han havde fundet Brev fra Inger-Johanna og straks begyndt at kige i det; men saa blev det for mørkt.
Frakken var af ham i en Ruf, og han begyndte endnu med Huen paa ivrig at læse videre ved det nytændte Lys.
„Ma! — Ma, — bed Ma komme ind straks! … og et Lys til!”
Man saa ikke mere, da Lyset fik en Raptus af Dunkelhed, og der maatte bies, til Tanden igjen fik taget sig op.
Ma kom ind brættende Ærmerne ned efter Bagningen.
„Nu skal Du høre,” fortsatte han:
… „„At et saadant Bal ikke kan vare længere! Tante vil gjerne være af de første, som bryder op, saa jeg i Kotillonen sidder i stadig Angst for, at hun skal bede om Slæden. Saa skal jeg forhøres; men saa er det nu ikke længere som de Par første Gange, vi kjørte hjem, da jeg snakkede og plapprede ud alt muligt, vrængte min Sjæl og alle mine Følelser ud i Tantes Fang som en Lomme.
Igaar var jeg paa mit syvende og engageret alt til langt ude i det niende, som nok ikke bliver mit sidste, vil jeg haabe, i denne Vinter (jeg opførte fem Gange). Igaar undslap jeg ogsaa heldigen
