Jul, at Stiftamtmandinden nok har faat den, hun faar kjøre med baade Trindse og Stang.”
„Tænkte jeg det ikke,” bed Korpslægen i Mundstykket, „det første, det gjælder i Manegen, det er at studere Dyrets Natur! — og Inger-Johannas, den er at steile; hun maa tages med det gode.”
— „og at Svogerske aldrig havde tænkt, at saa meget medfødt Stof kunde vokse op paa vilde Landsbygden.”
Kapteinen begyndte at dampe utaalmodigt …
Ma maatte dog engang faa sat ind Maden og blive færdig derude, saa han kunde faa frem Døttrenes Breve.
„Du kan tro, det er en egen Pelikan, den gamle Sorenskriveren dernede i Ryfylke! — kommanderer og brøler … holder dem nok varme baade paa Kontoret og i Stuen. Undres paa, om han nogengang søger sig væk, jeg; for det gaar han og truer med, hvergang han ser et Embede ledigt, skriver Thinka …
„Lad os faa Brevene, Ma, — og Brillerne mine!” udbrød han, da hun kom ind.
„Først det fra November, saa skal Du høre om din Guddatters Indtrædelse hos Stiftamtmandens, Rist!”
Han summede hen over endel af Begyndelsen og læste saa:
… „„Da Stor-Ola leverede Tøiet ind af Gadedøren, havde jeg mest Lyst til at sætte mig i Karjolen og kjøre de tre Dage hjemover igjen; men saa tænkte jeg med ét: Bedst at marschere lige paa, som Fader siger. Jeg forbi Tjeneren og ind af Entrédøren. Der var saa lyst, og der hang saameget Overtøi og Hatte og Huer om paa Knaggene, og et Par Gange fløi et Par Tjenestejomfruer med Brætte og Thekopper igjennem uden at bryde sig det ringeste om mig. Men jeg tænkte; at den, som var kommet midt op i det, det var nok Eders
