hest! … Men det skal jeg medgi’, det var en god Handel, da Du fik Borken for fem og seksti.”
„Seksti og Kjøbeskaalen, ikke en Døit mere, men jeg sælger den ikke, om Du saa bød mig hundrede paa Flekken!”
Inde i Stuen ventede Ma.
Det var nu Aslak i Vælta, som havde kløvet Foden sin i Torsdags ved Tømmerhugsten, — Ma havde forbundet ham; — og saa Anders Husmand, som laa i Lungebetændelse. Kirkesangeren havde været der og aarelade ham; seks Børn deroppe i Stuen … ikke godt, om han faldt fra.
„Vi faar lægge ham en god spansk Flue i Ryggen, og blir han ikke bedre, saa en dygtig Aareladning til.”
„Han holdt paa at besvime sidst,” indvendte Ma noget betænkelig.
„Tap væk, tap væk! — det er Blodet, som skal fra Brystet, ellers gjør Betændelsen Ende paa ham. Jeg skal hen og se paa ham imorgentidlig.
… og for Theas Hals Kamferolie og en Uldklud og tilsengs at svede — og en god Ske Ricinus ind i Aften. — Med Kamferen kan I ogsaa gnide den gamle Lægdekjærringen om Livet, naar hun klager sig for hardt. I skal faa mere af den” …
— Efter Aftensbordet sad Husets gamle Ven med sin Pibe og sit Punscheglas i det ene Hjørne af Sofaen og Kapteinen i det andet. Det røde Drag over Korpslægens Næse og Kinder var ikke udelukkende at tilskrive Overgangen fra Kulden til den lune Varme i Stuen. Han havde Ord paa sig for temmelig hyppig at trøste sin Ungkarleensomhed med det stærke.
De havde snakket sig træt om Heste og Fjorserindringer fra Moen og var nu kommet til de mere indre Anliggender …
„Her blaaser Efterretninger, ser Du, baade fra Byen og Vestlandet. Gamle Tante Alette skrev før
Jonas Lie: Samlede Værker. VI.
