elskede Datter! Reisetøiet af mig i en Ruf; — jeg bankede paa én Gang, to Gange, tre Gange, jeg vidste næsten ikke af mig, og saa vred jeg Grebet sagte op. Tak, der var ingen! Nok en Dør med Forhæng, som jeg blot behøvede at skyde lidt tilside og saa — var jeg lige bardus midt i det. Ja, hvordan skal jeg fortælle det. Det var i Hjørneværelset, jeg kom ind; der er bare Mahogni Møbler og Lænestole med Stopning og Billeder i forgyldte Rammer over Sofaen; men i mørke Rammer ellers. Men alt det saa ikke jeg en Døit af da, for jeg syntes i Førstningen, der var næsten mørkt. Jo deilig var der mørkt! Der var bare Skjærm over den store Astrallampe paa Bordet, og hverken mere eller mindre end helt Selskab! Derinde i Hulen sad Fruerne i Hjørnesofaen og mange andre og drak The.
Jeg stod der midt paa Gulvet, og den rødbrune Værkens trode jeg saavist kunde forsvare sig.
Tante Zittow! fik jeg frem.
Hvem er det? … Hvad? … Vel aldrig min kjære Inger-Johanna? — Min Mands Søsterdatter! sagde det henne fra Bordet … Du kommer jo som en vild Fjeldrose, Barn, endnu med Regnen i Ansigtet, — og ganske kold! — hun kjendte paa mig. Men jeg saa godt, hun tog Øie paa min Kjole. Du skal se, den er for lang i Livet, — tænkte jeg; det sagde jeg nu hjemme ogsaa. Men saa glemte jeg hele Kjolen, for det var jo Tante, og hun omfavnede mig og sagde: Vær hjertelig velkommen, mit kjære Barn! Nu tænker jeg, en Kop god varm The skal gjøre hende godt, Jomfru Jørgensen, — og vil De saa bede Mina gjøre istand til hende ovenpaa. Og saa satte hun mig hen i en blød Pudestol ved Væggen.
Der sad jeg da i Halvmørket med en Thekop i Fanget og Kavringer, — hvordan jeg fik det,
