og læste videre, bestemt paa ikke at ville se Manden, før han stod i Stuen.
Bjelden stansede virkelig udenfor.
„Hm, hm!” …
Der gik et Ryk i Jørgen.
„Rører Du Dig af Pletten, Gut, saa slaar jeg Arme og Ben istykker paa Dig!” raste Kapteinen nu kobberrød. „Sid, — sid stille og læs.”
Han agtede ogsaa selv at sidde stille. Den Kjeltring af en Landhandler, han skulde selv faa binde Hesten sin i Dørtrappen og hjælpe sig, som han kunde!
„Jeg hører det snakker … Stor-Ola” …
„Tier Du!” sagde Kapteinen med en morderisk dyb Bas og et Par Øine hen paa sin Søn, som han kunde æde ham.
„Ja men Far, det er jo” —
Et Tag i hans Lug og et Ørefigen sendte ham hen over Gulvet.
… „Doktoren!” brølte Jørgen.
Sandheden af hans Martyrium stadfæstede sig i selvsamme Øieblik, idet Korpslægens lave, firkantede Skikkelse aabenbarede sig i Døren.
Peltsen var alt opknappet og Snippen af det lange Skjærf slæbte i Dørstokken efter ham. Han holdt sit Uhr ud:
„Hvad er Klokken?”
„Naa saa den Formaledidede partere og dividere din forlængst til Afgrunden overmodne Krop og Sjæl, er det ikke Dig, Rist!”
„Hvad er Klokken, siger jeg, — se!” …
„Og det gaar jeg her og juler Jørgen for … Naa, naa Gut! Du skal slippe Leksen og kan be’ om Sirup paa Grøden din ikvæld. Ud til Ma og sig, at Rist er her.”
Kapteinen aabnede Kjøkkendøren: „Hei Marit! … Siri! — en Jente ind at trække Støvlerne af Dok-
