Aaret havde dreiet sig; — det var efter Jul saa langt fremme som midt i Februar.
Kapteinen sad om Aftenen med to Lys i Blikblakkerten og røg Tobak og læste i „Hermoder”.
Ved den anden Ende af Bordet nyttedes Lyset af Jørgen, som læste sine Lekser; han maatte tøire sine fastsatte Timer ud, enten han kunde dem eller ikke.
De rimede Ruder skinnede næsten marmorhvide af Maanen; den lagde et helt blegt Vindu hen paa Dørfyldingen i den nedre oplyste Ende af Dagligstuen.
Jovist var det Bjelder! …
Jørgen reiste sit gule, stridhaarede Hoved fra Bogen. Det var anden Gang, han nu hørte dem langt borte i Bakkerne; men han vovede som Haakon Adelstensfostres Vagtmænd ved Varderne, dem han netop læste om, ikke at springe op fra Læsningen og gjøre Melding, før han var sikker.
„Jeg synes, det er Bjelder i Veien,” ymtede han, — „langt henne.”
„Sniksnak, — pas din Lekse!”
Men uagtet han lod, som han var dybt indsunken i Hermoders æsthetiske Dyb, sad nu ogsaa Kapteinen med Ørene optagne …
„Landhandlerbjelden … den er saa dump og lav,” kom Jørgen igjen.
„Forstyrrer Du mig en Gang til, Jørgen, saa skal Du faa høre Bjelden om Ørene dine.”
Landhandler Øjseth var den sidste, Kapteinen kunde falde paa at ønske tilgaards. Han laa og skrev og skrev efter disse lumpne tredive Dalerne sine, som om han troede, han skulde forlise dem …
„Hm, hm,” han kræmtede noget rød i Ansigtet
