toren. Der sidder vel alle Bygdens Sygdomme i Klæderne dine” …
„Hvad er Klokken, siger jeg, — kan Du se!”
„Fem Minuter over halv syv.”
„Det er tre Mil kjørt paa to Timer og ét Kvarter det, til Vitterlighed! — fra Jølstad og hid med min borkede” …
Doktoren havde faat Peltsen af. Den korte, kraftigbyggede Mand med det brede Ansigt og det rødgraa Kindskjæg stod der i Skindhuen nedsunken i et Par lange Reisestøvler:
„Nei, nei!” ivrede han til Jenten, som greb efter dem for at trække dem af ham. „Aa hør, Jæger! vil Du være med ud og kjende paa Borkens ene Bagben, om det er Galler? den begyndte at trippe lidt herborte i Bakken, syntes jeg, og halte.”
„Har vel strøget sig!” … Kapteinen snappede ligesaa ivrig Huen fra Klaveret og fulgte.
Udenfor ved Slæden Stod de saa tyndklædte i Sprængkulden og følte nedover Hasen og løftede paa Borkens venstre Bagben. De fulgte til yderligere Undersøgelse med hen i Stalden.
Da de kom ud, var der fuld, vild Disput.
„Jeg siger, Du ligesaa godt kunde sagt, den havde Snive i Bagbenene. Skjønner Du Dig ikke bedre paa at kurere Mennesker end paa Hester, gi’r jeg ikke fire Skilling for hele Doktoreksamen din.”
… „Den Brunen din, Du Jæger, — det var et forunderligt Foder den ta’r. Den nøier sig nu vel ikke bare med Krybbefliser?” plirede Korpslægen lunt ærtende.
„Hvad? — saa Du det, din … Rakker!”
„Hørte det … hørte det, — den gnog jo som en Sag der i Krybben. Han har snydt Dig ugudelig, den Filtvedten, Du!”
„Aa — aa, om et Aar har den Høiden til Jæger-
