da han faldt lige ind ad Døren med den Bemærkning:
„Jeg kommer som Fanten oppe fra Fjeldmarken, Frue! Jeg maa gjøre mange Undskyldninger” …
Ma’s prøvende Blik var imidlertid trængt igjennem Skallen. Den hvide Rand i Panden øverst under Skyggen, hvor Huden ikke var rødflaaet af Solstegen, og hans hele Maade bestemte hende til forsigtig at se ham an.
„Vær saa god, vil De ikke tage Plads, saa kommer Jæger snart.” Hun gjorde sig leilighedsvis en Vei forbi Sybordet og slog det igjen; — „Jeg skal faa Lov til at skikke ind en Kop Melk saalænge.”
En Jente kom ind med en stor bollelignende Kumme og forsvandt igjen.
Han satte den til Munden, maalte med Øiet, hvorlangt han havde drukket, drak igjen og optog paany et Skjøn …
Den er deilig, — ligner aldeles ikke Husmor … for hun saa temmelig blaasur ud og — han udstødte et Suk, — — farlig værdig.
Han drak igjen.
Ja nu skulde man egentlig stanse; men eftersom og saasom … —
Han satte Bollen helt tømt ned paa Tallerkenen:
Bedst at overfalde ham straks! … Totalt sluppet op for Reisepenge … Vil De paa mit ærlige Ansigt laane mig fire, — nei det klinger ikke, — bedre greit ud, fem Daler, saa jeg kan naa til Kristiania?
De smaa Øine blinkede rask; — og havde bare Kapteinen kommet da! … Der gik nogen derude …
Han stirrede aandsfraværende frem for sig; han repeterede indvendig sit Foredrag. Det blev
