Det var nogle græsselige underfundige Øine som stirrede paa dem.
Mere havde ingen af dem set; thi ved en fælles Indskydelse foran Fænomenet, rendte de i fuld Panik ud af Porten, medens Bøgerne laa opslagne efter dem, og opad Trappen ind til Ma, som stod i Kjøkkenet og skar Eftasværden:
„Der stod én, — der var én … ude ved Havegjerdet … Det var aldeles ikke nogen, som gaar om og ber eller saadan noget.”
„Hør, hvad han siger, Du Jørgen!” sagde Ma, hastigt overskuende Situationen; „den Vei — ud Bislagdøren. Lad som Du kommer af Dig selv.”
Begge de unge Piger fløi ind til Storstuvinduerne for at kige under Gardinerne.
Ind kom han saa ad Gangdørtrappen med Jørgen, der pludselig forsvandt fra ham ind i Kjøkkenet.
I Dagligstudøren stod lille Thea med et Smørrebrød og vred sig ved Klinken og holdt Døren halvt igjen, halvt aaben og stirrede paa ham; — hun var udenfor det hele.
„Er din Far hjemme?”
„Ja, men Du skal gaa Kjøkkenveien, hører Du! … og vente, til vi har spist Eftasværd; han gaar ikke op paa Kontoret før.” Hun takserede ham for et Mandskab, der skulde i Rullen.
„Men jeg skal ikke paa Kontoret, ser Du.”
Nu kom Ma selv; hun havde i Hast faat Kappe paa, den sad jo lidt paa halv tolv.
„Et ungt Menneske, ser jeg, som kanske har gaat langt idag … Vær saa god at træde ind.”
Hendes Smil var velvilligt; men Øiet derunder skarpt som en Officersmønstring; her var Huller og Stopning med tyk Traad for Leiligheden og Flærer i Overflødighed, og det var ikke let at frigjøre sig for Mistanken om noget tvilsomt omvankende, især
