altid ændret, og nu stod han igjen ved det kildne Punkt — Beløbet! Han overveiede, om han kanske blot behøvede at anmode om fire — tre? …
Det knurrede ude i Gangen, Hunden fo’r høit gjøende ud.
Det var tydelig Kapteinen.
Den unge Mand reiste sig braat, men satte sig ned igjen, som en Fjær færdig til at springe op af Stolen; han havde været fortidlig ude.
„Inde i Stuen … nogenslags Fyr, Som vil snakke med mig?”
Det var ude paa Trappen det talte.
Et Par Øieblikke endnu,— og Saa viste Kapteinen sig i Stuedøren.
„Jeg maa meget bede om Undskyldning, Hr. Kaptein! jeg er uheldigvis … uheldigvis” …
Her begyndte han at stotte. Uheldet vilde, at den ene af de to unge Piger, som han havde set nede i Lysthuset, hun den mørke med Ansigtet, kom ind efter Faderen, og saa gik det dog ikke an —
„… kommet ovenfra Fjeldet,” fortsatte han. „De vil forstaa, at man da ikke netop kan fremstille sig i den bedste Forfatning.” Det sidste kom i en forceret flot Tone.
Kapteinen saa i Øieblikket ikke netop behagelig overrasket ud.
„Mit Navn er Arent Grip” …
„Arent Grip!” tog Kapteinen sig og saa paa ham. — „Grip? … samme Fjæs og Øine! … Vel aldrig Søn af Perpetuum? Kadetten paa Lurleiken? — han er Gaardbruger eller Proprietær, kalder han sig vel, nogetsteds inde i Fjordene” …
„Det er min Far, Hr. Kaptein!”
„Driver han lige haardt paa med sine mekaniske Ideer endnu?” spøgte Kapteinen. „Han havde jo ledet Kværnvandet tvertigjennem Fjøstaget, saa Kjørene fik Styrt, da der gik Hul paa Renden.”
