Jørgen holdt paa med det Vovestykke at sætte nedover Gangdørstrappen.
Snart stod de udover den lange, bratte Bakke bag Fjøset, — Skistaven paatvers i begge Hænder foran til Ballance, Skærfet i Farten bagud om Nakken. I Hoppet tabte Inger-Johanna Ligevægten og holdt paa at — nei, hun stod sig!
Det kom af, at hun keg op til Sovekammervinduet, om Faderen paaskjønnede hende.
Han gik deroppe og klædte sig paa. Ma havde endelig ved Middagstid vovet sig til at vække ham.
Dagen før Lillejuleaften ventede man Stor-Ola og Svarten med Fragtelæsset fra Kristiania, hvor de to Gange om Aaret — ved Sankthans og Jul, — var nede efter Varer til Husets Forsyning.
Idag var det niende Dagen; men i et Føre som dette, hvor Hestebenene slog igjennem for hvert Skridt kunde ingen vide noget Sikkert.
Mødt i Stormløb langt nede i den Sleipe, slaskede Bakke af Børnene og den gjøende, for det ene Øie defekte Pasop, kom Læsset udpaa Eftermiddagen, medens Svarten midt under Basketaget i Bakkeknækken vrinskede og knæggede af Gjenkjendelse og Længsel efter at naa ind i Stalden ved Siden af Brunen igjen. Den var fuldstændig fornøiet af Turen og arbeidede sig Skumsved i Sælen for at blive Giljebakken kvit.
Marit Kokke og Torbjørg var fremme i Bislaget foran Kjøkkenet; de tre Pigebørn og Jørgen stod fuldt optagne omkring Læsset og Hesten, og Kapteinen selv kom ned af Trappen.
