Spørgsmaalet, om man ikke ogsaa skylder at realisere sit eget personlige Liv.
… Men for Børnene var det Fridag, og lige efter Frokosten styrtede de ind i Storstuen.
Der stod Spillebordet igjen flyttet hen til Væggen med Kortene sammenkastede uordentlig i Hob ovenpaa det Papir, hvorpaa der var holdt Regnskab. Det var tilslut sammenlagt og brændt i den ene Ende som Fidibus; og ved Siden af laa under den foreløbige Rengjøring de tre Piber henstuvede. Det ene Vindu stod endnu aabent, uagtet Vinden tog i det, saa det rystede i Stormkrogen.
Der var noget ved Værelset, — en indbildt Lugt, som … ikke var god, nei, … men der var alligevel noget over det, — noget af en Begivenhed. …
Udenfor Vinduet stod Stor-Ola med Hænderne paa Spaden i Sneskavlen og paahørte Marits Beretning om, at Kapteinen imorges havde lagt en blank Halvdaler i Drikkepenge paa Bordet oppe paa Gjæsteværelset og Løitnanten to Tolvskillinger under Lysesaksen, og hvordan Fruen havde delt dem mellem Pigerne.
„Løitnanten var nu ikke saa sliphændt han,” mente Marit.
„Ved Du ikke, at en Løitnant blir skudt, dersom han gi’r saameget som sin Kaptein, Jente!” kjappede Stor-Ola i efter hende, idet hun skyndte sig ind med Stabursnøglen og Melkjørrelet.
Inde fra Kapteinens Soveværelse hørtes Duren af hans Snorken den hele Formiddag. Gjæsterne havde ikke været i Seng og var reist Klokken seks om Morgenen, da Skydsen kom for Døren, — efterat ogsaa den anden Flaske af Rønnows indiske Arak var medgaaet, og et Frokostbord med Akevit, Svinesylte og Levninger af Kalvestegen igjen havde styrket dem til Dagens Reise. —
Men det gjaldt at nytte Fridagen!
Søstrene rumsterede i Gangen med Skierne, og
