Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/26

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
18

det matte, røgblaa Lysskjær inde i Storstuen, kunde hun høre Officersnavne, Stumper af Latter, af voldsomt paastaaelige Forsikkringer, af tordnende Bedyrelser ved alle mulige og umulige over— og underjordiske Magter, og derimellem Faderens oprømte Stemme, — alt hakkevis afklippet, for hver Gang Stuedøren atter faldt i …

Da Inger-Johanna kom i Seng igjen, laa hun og tænkte paa, at Kaptein Rønnow havde spurgt hende to Gange om, hvad hun hed, og saa igjen, hvorledes han ved Spillebordet havde sagt: „Jeg kunde have Lyst til at tage hende med mig ind til Stiftamtmandinden, vi skulde gjøre rasende Lykke!”

Og saa det bagefter: „Jeg mener naturligvis hvorledes Løitnanten haandterer Blindemanden,” — som de tro’de, hun ikke forstod …

Vinden tog i og tudede om Hushjørnet, hvinede og brummede ned igjennem den store, kalkede Skorstenspibe ude paa Gangen … og hun hørte endnu halvt i Drømme Kaptein Rønnows: Trumf! Trumf! Trumf! Trumf!


Ma gik jo næste Dag i Huset som sædvanlig med Nøgleknippet; — hun havde blot saa omtrent ikke sovet den Nat!

Gammel før Tiden var hun blevet som saa mange andre „Maer” i Husstellet dengang, — gammel af at bære smaalig Grin, af Kjas og Mas, af aldrig at faa Pengene til at strække til, af at bugte og krøge sig, af bestandig at se ud som intet og være alt, — den egentlig bekymrede Tanke i Huset.

— „Man lever jo for Børnene!” —

Det var „Mas” yndlings-trøstens Suk. Og Tiden var endnu ikke kommet indom „Maerne“ med