Kapteinen begreb med ét, hvorfor Løitnanten var saa paafærde.
„Bomber og Granater, Peter!” udbrød han.
„Hører Du det, Ma!”. gryntede Kapteinen lunt.
„Her paa Bondebygden vokser Børnene desværre op uden andre Manerer end dem, de lærer af Tjenestefolkene,” sukkede Fruen … „Staa ikke sammensunken i Ryggen, Thinka, — ret Dig!”
Thinka rettede sin lange, opløbne, blonde Skikkelse og forsøgte et Smil. Hun havde den vanskelige Opgave at skjule et Plaster paa den ene Side af Hagen, fra hun iforgaars faldt ned gjennem Kjælderlemmen i Kjøkkenet.
Snart sad de tre Herrer hyggelig ved Kortene dampende af hver sin Pibe og med et varmt Glas Arakpunsch ved Siden. To støbte Talglys i høie Messingstager stod paa Spillebordet og to henne paa Klaffebordet; de lyste akkurat saa meget, at man saa Almanaken, der hang i en Hyssing ned fra Spigeren under Speilet, og en Del af Fruens høie Skikkelse og Ansigt, medens hun sad i den strimlede Kappe og strikkede.
Indover Værelsets Dunkelhed skjelnedes neppe de borteste Stole henne ved Ovnen og Kjøkkendøren, fra hvilken der af og til lød Sus af Stegebrasen.
„Tre Træk, saa sandt jeg lever, … tre Træk, — og paa de Kort!” udbrød Kaptein Rønnow, ivrig i Spillet.
„Tak … Ta—ak!” vendte han sig til Inger-Johanna, der kom med en tændt Fidibus til hans udgaaede Pibe. „T-a-k!” — vedblev han dragende Røgen til sig og dampende, hans mønstrende Øie blev atter hængende ved hende. Udtrykket var saa levende: de store, mørke Øine gik frem og tilbage under Øienfrynserne som dunkle Draaber, medens hun stod og fulgte Kortene,
