„Jørgen Winnecken von Zittow Jæger.
„Det var svært! Du er vel en hel Fjeldgut, Du? Lad mig se, om Du kan spænde saa høit som dit eget Navn.”
„Nei, men som min egen Hue,” svarede Jørgen, han gik tilbage paa Gulvet og gjorde et Rundkast.
„Resolut Kar den Jørgen!” — og dermed havde Jørgen produceret sig, han traadte tilbage i Ubemærketheden. Men medens Herrerne tillavede Arakpunschen henne ved Klaffebordet, holdt han Øinene uafladelig fæstede paa Løitnant Mein. Det var dennes sorte over Læberne retskaarne Knebelsbarter, som han syntes lignede saa et Bidsel, de ikke havde faat rigtig ind i Munden paa ham.
„Aa hør, min Pige,” vendte Rønnow sig til den af Døttrene, der stod ved Siden af ham, medens han rørte Sukkeret ud i det dampende Glas, „hvad heder Du?” …
„Inger-Johanna!”
„Ja hør nu” … han talte uden at se paa andet end den Arm, han anmodende rørte ved. „Aa hør, min lille Inger-Johanna! i Brystlommen paa min Pelts derude i Gangen ligger to Citroner, — jeg trode ikke, den Frugt voksede her oppe i Fjeldbygden, Peter, — to Citroner” …
„Nei jeg! Maa jeg bede, jeg!” fløi Løitnanten galant til.
Kaptein Rønnow saa forundret op. Den mørke, magre Pige i den uafvoksede Kjole, der slængte hende kort om Benene, og de tre svulmende svære, for Leiligheden haardt krumflettede sorte Ankertoug nedover Ryggen, stod nu lige i Lyset foran ham. Halsen stak fintformet og blændende frisk af mod den lidt nedskaarne blaa Værkenskjole og bar Hovedet stolt op ligesom med en liden svaneagtig Bøining.
