Kvindfolk, som sér lidt ud for sig. — Andrea Scharfenberg lod sig det ikke byde to Gange, hun!” drev han af igjen, da Thinka kom ind; hun kunde gjerne høre det. …
— Ma stirrede jo af og til noget betænkt paa ham, medens de i Dagene efter paa alle Maader kjælede og dæggede, for at faa Far lysere tilsinds. Og Thinka slog midt i sin stilfærdige Omhyggelighed uvilkaarlig Øinene ned, naar han saadan stønnede og pustede.
Han gik ikke længere ud end ned for at se til Ungsvarten.
Idag var den hed i den ene Hov efter den ny Skoning. Det var et Søm, som var slaat for dybt ind af den Klodrian af en Smed. Det fik ud igjen …
Kapteinen stod taus og saa til paa sin Yndlingsplads med Armen over den underste Halvdel af Stalddøren, medens Stor-Ola, med Ungsvartens Bagben over Laaret, udførte Udtrækningen med Hovtangen. Dyret var godkyndt, ikke saameget som rykkede i Benet …
„O—o—ola!” hæsede det halvkvalt.
Stor-Ola saa op.
„Kors i” — seg ikke Kapteinen der langsomt ned, medens han endnu holdt sig i Stalddøren, lige ned i Møgen! .
Ola saa et Øieblik raadløs paa sin Husbond og slap Hestebenet. Saa tog han Staldbøtten og skvættede Vand i Ansigtet paa ham, indtil der igjen viste sig Liv og Gjenkjendelse.
Nu holdt han ham Bøtten for Munden.
„Drik, drik, Kaptein! — Vær ikke ræd … Det er bare efter al Eksisen og Turingen. Det er som, naar én har drukket Bryllup forlænge, — Bror min.” …
„Hjælp mig ud, Ola! — Saa, lad mig støtte mig, — sagte, sagte …
