Sildesalat, farvet med Rødbeter, og Æg og en blinkende Dram ved Siden af, — og saa Rakeørret og det gode Flaskeøl.
Far var mulig ikke ganske ufølsom; — men høist ordknap. Der var rent ud kun Enstavelsesord at faa paa de snildest udtænkte Spørgsmaal …
„Fogden skal gifte sig igjen, siger de, — — for aldeles vist!” undslap det ham endelig som den første behagelige Nyhed, han vidste fra Udenverdenen … „med Scharfenbergs yngste.”
Bemærkningen efterfulgtes af dyb Taushed, om der end over Thinka gled et Skjær af levende Tilfredshed, og hun fik travlt med at spise. De følte begge, at det var her Humøret stak.
„Den Mand kan sige, han har Lykke med Døttrene … Bine snart i en Præstegaard og nu Andrea Fogedfrue. … Du kan kanske faa Post der, Thinka, naar Du engang trænger det, — som Lærerinde for Børnene eller Husjomfru; hun behøver ikke at gaa mere i Huset, end hun netop akkurat vil, hun faar god Raad!”
Thinka saa blussende rød ned i Tallerkenen.
„Ja, ja, Ma! — som man reder, saa ligger man i denne Verden.”
Mere blev der ikke sagt, før Thinka tog af Bordet, — da Ma undskyldende yttrede:
„Stakkels Thinka!”
Kapteinen vendte sig mod hende paa Gulvet med Fingrene i Ærmegabene paa Vesten og myste harmfuldt paa hende:
„Véd Du hvad! Ovenpaa Parasollen og den ene Opmærksomhed efter den anden, som han har bemøiet sig med nu i hele Sommer, kunde hun vist Manden en Smule anderledes Tak og Imødekommenhed, end hun har … Saa skulde det hellerikke gaat, om jeg havde været hjemme,” — begyndte det at hæve sig lidt op i Tordenstilen. „Men jeg mener, det er en Gaaseflok, jeg har i Huset, og ikke voksne
