gjemt vel undaf alle tre Sessionsdagene. Han havde tilslut til Prøve skudt over Hovedet paa den, uden at det saameget som vak i den!
Det vilde være altfor nederdrægtigt, — efterat baade Korpslægen og Premierløitnant Dunsack havde været aldeles enstemmig af samme Mening som han om Dyret, — og han ovenikjøbet havde git Hestehandleren fem og tyve Daler kontant i Mellemlag …
Men nu travede den jo lige støt og pynteligt igjen for Karjolen. Den Smule Lyst til at slaa over i Galop var bare Uopdragenhed og lidt af Ungfølunoderne, der stak i den endnu, og fort gik væk ved Indkjøringen.
„Fo—ola! Fo—ola!
Støere Hest har Stor-Ola nok ikke havt i Spiltoug ved Siden af Svarten alligevel …
Du skal bli’ gammel hos mig Du, forstaar Du, Ungsvarten! … faa gaa til Byen i Par med Farbror din … for Stasvognen til Inger —
Naa da, din Svine-ne-hund! Svip Svup Svip Svup! — jeg skal lære Dig af med Unoter jeg!
Staa!” tordnede han. — „Saa … saa!” …
Det var et helt Følge af lystige Folk, som stod og snakkede og huiede og drak nede i Veien udenfor Grinden til Bergsetgaarden.
Ved Synet af Kapteinens velkjendte Skikkelse gjorde de høflig hilsende Plads for ham. De vidste, at han havde været længe nedenfor nu; og Mandskaberne, der havde mødt frem til Tegningen, var netop igaar og idag vendt hjem rundt om i Gaardene.
„Ikke sandt, Halvor Heien! — en spræk Fole? … lidt ung endnu” …
„Kan være det, Kaptein! gjild Gamp, om den ikke er skvætten af sig,” mente den tiltalte.
„Hvad er paafærde her; — Auktion efter Ole Bergset?”
