Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/132

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
124

han mulig glemmer lidt af: „Min Søn, om Du vil i Verden frem, saa buk!” da er det jo værst for ham selv og ikke til hans Vanære, véd vi.

Det var mig ogsaa en sand forfriskende Nydelse, som at se ind i Ungdommens Rige, og vækkende mange Tanker, at tale med ham de to Aftener i Vinter, da han fulgte mig (for ham vel lidet tiltalende) gamle hjem fra Stiftamtmandens den lange Vei ud til Gamlebyen, som jeg ellers maa gaa med Ængstelse kun med Pigen og Lygte.”

„Aah, — der overfalder ingen hende!” brummede Kapteinen kjed …

IX.

Kapteinen havde havt et sandt Kjørpaa i Tjenesten lige fra isommer, da han og Løitnanten visiterede Teltboden samt Armatur og Vaaben paa Lægderne. Saa Korpseksercitien og endelig nu sidst Sessionen.

Der havde været temmelig stridt Leben paa Gjæstgiveriet nede i Hovedsognet de to, tre sidste Aftener sammen med Korpslægen, Prokurator Sebelow, lange Buchholtz, Lensmand Dorff og Løitnanterne.

Men Resultatet var jo for saavidt glimrende, som han istedetfor Blakken nu kjørte hjemover med en prægtig svart tre-fireaarig for Karjolen med hvidt Blis i Panden og hvide Sokker, der næsten lovede at kunne blive Jevning til Svarten om — om den ikke var lybsk …

Den havde nu netop, da den gamle Lægdekjærring reiste sig fra Veigrøften, vist frem noget i Øiekastet og Ørelaget, som den sandelig havde