Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/134

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
126


„Ja, han Bardon, Lensmanden, holder paa nu med Hammeren inde i Stuen.”

„Saa, saa! — — Du Sølfest Staale,” blinkede han til en ung Mand, „tror Du noget paa, at han Lars Øverstadbrækken gaar paa Friera’s til Enken her“? … Jordene ligger svært pent til Du!”

Der kom en slet dulgt Lystighed i Ansigterne rundt om. De skjønte, hvor Kapteinen vilde hen. Det var netop Rivalen han talte til.

„Ikke nogen høstbær Ko deroppe at faa kjøbt vel?”

Kunde nok være det, mente man.

„Hold Hesten min lidt, Du Halvor, mens jeg gaar op og snakker lidt med Lensmanden om det.”

Der var folksomt op til Huset, og Kapteinen hilsedes af den ene Klynge efter den anden af støiende og snakkende Mennesker, Mænd og Koner, Jenter og Gutter, mellem hvilke Brændevinsflaskerne flittigt vandrede, indtil han naaede ind i Auktionsstuen.

Der sad Bardon i det pakfulde, osende Rum med sin kjendte, vældige, hæse Stemme og raabte op og gjentog og truede med Hammeren og sagde en Vittighed og truede endelig for aller, allersidste Gang, inden han med Lovens Slag spigrede Budet fast for evigt ned i Bordpladen.

For Kapteinen blev der Vei, hvor han kom.

„Er Du saa gal Du ogsaa, Martin Kvale, at slippe Konen paa Auktion!” spøgte han i Forbigaaende hen til en Kakse med Sølvknapper.

Ude i Svalen stod den vakkre Guro Granlien med en Flok andre unge Jenter.

„Du Guro!” strøg han hende om Kinden … „Nu er han Bersvend Vaage kommen hjem fra Eksercitien! Han gik i Tanker og var rent ørsk, Gutten, saa jeg holdt paa at sætte ham i Kachoten … Du