Kapteinen gik i Tøfler og opknappet Uniformsfrak ude paa Volden og røg sin Pibe med yderste Velbehag. Han stansede af og til og saa paa Sollegen i Fjeldtoppene der langt indover …
Saa tog en Række hidtil sortblaa Tinder Fyr i violette rødmende Farver, indtil det blev en hel luende Ild. Og nu laa Fonnerne der i øst rosenrøde. Der blinkede forunderlige Eventyr i Taarne og Slotte, — de tre Snepigger derhenne blev til Blod med et stikkende, lynende Blink øverst i den midterste. Og atter bagenfor endnu utændte blaanende Tinder, Skavler og Skar, hvori Skyggerne bevægede sig …
Jørgen laa med Faderens lange Kikkert og keg efter Rensdyr indover Fonnerne.
… „Farvel, Frøken Inger-Johanna!” sagde Grip. „Jeg gaar over Fjeldet inat med en af Folkene til at føre mig. Her er flere, end Herberget rummer …
Men lad mig først faa sige Dem,” lagde han dæmpet til, „at denne aabenhjertige Dag i Høifjeldet har været en af de faa i mit Liv … Jeg har ikke behøvet at sige en eneste feig, ussel Vittighed, og spytter ikke af mig selv” … lagde han rydt til.
„Slig ja, — akkurat, som De staar der saa fin og rank og overmodig under den store Straahat, kommer jeg til at huske Dem, til vi træffes inde i Byen igjen!”
„Der er gode fem Fjerdinger til Svartdalsboden,” underrettede Kapteinen, da han nu tog Afsked … „Altid velkommen til Gilje, Grip!”
— Han var alt, hilsende tilbage, et godt Stykke opover den bratte Opstigning i Torsknuten.
„Lader ikke til at kjende til Træthed, den Karen!” sagde Kapteinen.
Hun stod og saa efter ham … Det sidste af
