Men, at det ubetimelige Offer til Dybet gjordes til Ære for hans Øiesten, formildede jo høilig Dumheden …
Og da de kom ind under Kollen, hvor han slap sit Snøre ud, sang han pludselig op af sine Barndomserindringer fra Bergenskanten en Vise, der havde sovet i ham mange Herrens Aar:
„Eg laag i Soli og steikte Kroppen,
me’ Baaten dreiv lidt for Straumen.
Eg høyrde Seien og klauv i Toppen,
ég var i Yrsla af Draumen.
Eg vaknad blaut,
og Toften flaut,
me’ Baaten dreiv ned for Straumen” …
Hans dybe Bas lød i Stilheden fuldtonende hen under Kollen.
Vandet laa speilblankt, og Kapteinen tog den ene Ørret efter den anden.
Torsknuten med sine Sneflekker og Fonner øverst oppe stod paa Hovedet dybt nedenunder dem, næsten saa det gav en svimmel Følelse, naar de saa ud over Baadripen. Og da de naade hen under Felageret, laa den bratte, grønne Lid med alle de beitende Kreaturer gjenspeilt saa klart, at de kunde tælle Hornene nede i Vandet.
„Ja her gaar Kjørene som Fluer paa Væggen,” sagde Kapteinen. „Slipper de Melkekollen deroppe, triller den ned til os i Baaden.”
Husrum var der jo ikke mere af end den lille Jordhytte hen i Stenuren og et lidet forfaldent Tømmerskur med Kampesten paa Taget og en Glugge. Det var der, Kapteinen Skulde indkvarteres og Inger-Johanna faa sove, til Solen randt, og hun med Jørgen, Stor-Ola og Svarten igjen skulde tilbage til Grønlidsætrene.
— De havde spist til Aftens, — Ørret og en improviseret Rømmegrød og stod nu og saa paa, at Solen gik ned indover Storfjeldene.
