Da de indskibede sig i det firkantede Traug, som ventede dem nede ved Fiskeboden, holdt han Snøret parat. Han havde allerede med stor Driftighed besørget Agnmarken indsamlet i Bukkehornet.
De af Følget, som ikke rummedes i Baaden, fulgte rundt Vandet med Hestene. De saa dem af og til mellem Bjerghamrene, medens de roede ud.
„Hvad siger Du om et lidet Dorg langs Landet derinde i Skyggen, Mathis? Mener Du ikke han gaar paa Krogen der? … vi ror ikke saa bent over med engang, tænker jeg,” sagde Kapteinen lunt.
Under Toften laa Mathis’s eget Snøre; og nu vilde Inger-Johanna ogsaa prøve.
Kapteinen satte Agn paa for hende. Men hun vilde ikke lade sig sige og vente, til de naade hen til Fiskepladsen; hun slap Snøret ud straks og lod det drive bagefter Baaden, idet hun under Roningen meget driftigt af og til tog et Drag i det.
„Se Haandlaget!” udbrød Kapteinen, „det er medfødt det … Du er nu egentlig af Fiskerslægt, for jeg er opvokset ved Bergenskanten og min Far før mig … Havde jeg en Daler for hver Torsk, jeg har trukket ude i Alverstrømmen, blev der noget at arve efter mig … Hvad? Hvad?” …
Der hørtes et Skvulp langt bag i Kjølvandet. Inger-Johanna gjorde et heftigt Drag; en gul Fiskebug viste sig et Øieblik i Solskjæret over Vandskorpen.
Hun vedblev efter de første febrilske Tag i Snøret i halv opreist Stilling at trække det ind.
Idet hun saa løftede den skinnende Fisk høit ind over Baadranden, udstødte hun et Triumfraab:
„Den først Fisk, jeg har faat i mit Liv!”
Grip løste den af Krogen og slængte den langt udover.
… „Saa skal den ogsaa faa beholde Livet!”
Kapteinen gjorde et hidsigt Ryk paa sin tunge Person, saa det skvulpede om Baaden.
