vedet af Underofficerens „Rauen” viste sig nikkende nede i den steile Kløvsti.
… „Ørret … Taget idag?”
„Imorges, Hr. Kaptein!”
Kapteinen tog Knippet og saa i Ganen.
„Ja den er fra idag!”
Underofficeren tog af sig Huen og tørrede Pande og Hoved.
„En kunde frit stegt Fisken i Fjeldvæggen hele Dalgryden opover der, jeg fo’r,” lød det fra Tronberg.
„Pen“ Fisk. Se den, Grip! … veier saavist sine fem Mærker.”
„Kors i Jøsse Navn er Frøkena her da!” udbrød Underofficeren, han rettede sig uvilkaarlig til Honnør, da Inger-Johanna vigede Hesten hen og betragtede de rødprikkede, blanke Fisk, der hang paa Kløvsadlen. Men gamle Lars Opidalen, han som havde begjært Kartforretningen, strøg sagte sin grove Haand over hendes, medens han talte Ørreterne paa Vidiehanken:
„Kan sligt ogsaa være Mold og Jord!” … sagde han stille undrende.
„Stø Jomfrua!, Du Lars, mens hun stiger ned; det er ikke Raad til at sidde op for hende længere her over Svaberget …”
Veien drog sig brattere og brattere opover med enkelte fladere myrlændte Pust imellem; den blev ofte rent borte i Graafjeldet.
Øde Skrig af en Fiskeørn lød over dem. Den kredsede og skreg og fjernede sig, naar Jørgen huiede til den. Den maatte have Rede nogetsteds deroppe i Fjeldvæggen.
Kapteinens Hagelrifle maatte frem, og Tronberg forsøgte sig; men kom ikke paa Skudhold … Den, som bare kunde ligge og lure paa den deroppe bag de store Stenene!
