der bar deres Kofter paa Stokke over Skuldrene for Heden og ivrig forklarede Skjel og Mærker, hvergang der stansedes, og Kapteinen foreløbig skulde optage en eller anden Linie.
De havde ligget Natten over i Grønnelidsætrene og været ude i Marken og krokeret Klokken fem imorges, havde redet henover flade Flyer mellem Vidiekrat, medens Hestene Gang paa Gang vadede over Bugtningerne af den samme Elv.
Nu gjorde de igjen Holdt efter en steil Opstigning for at bie paa Tronberg, som de havde set nedenfor i Bakkerne.
Kapteinen tog Kikkerten frem og efter et løseligt Streif henover de skinnende Fonner, der laa som et fjernt Melkehav, rettede han den længere og længere nedover …
Sveden trillede i store Draaber af Panden og Øienlaagene, saa at Glasset blændedes, og han maatte pudse det igjen med sit store, tyndslidte Bastes Lommetørklæde.
Nu lagde han Kikkerten over Ryggen paa Kløvhesten og holdt den længe stille …
„Det maa være Rognelidfolkene alligevel det, som rører sig der vest ved Brækstadheiene … Hvad?”
Folkene, han vendte sig til, behøvede blot at skygge for Øinene for at komme paa det rene med, at det var Modparten, som de skulde møde imorgen ved Tiskevandet. Men de var for slebne Karer til at give det Udtryk anderledes end ved et smigrende:
Nei for Kikkert, Kapteinen har!
Han bares under disse Kartforretninger saa at sige paa Guldstol af begge Procesparters ængstelige Interesser; det hørte med til hans Høifjeldsbehag om Somrene at føle sig paa det Vis hænderbaaret …
„Har De fisket, Tronberg“?” raabte han, da Ho-
