Ørnen kredsede igjen nær dem med bredt, aabent Vingefang.
Pludselig knaldede det ovenfor i Uren, og den gjorde nogle heftige, flagsende Slag med Vingerne; den arbeidede for ikke at dale.
Skuddet var gaat gjennem den ene Vinge, saa de kunde se Dagen lyse gjennem Hullet i Fjærene. Fuglen havde tydelig svært for at holde Ligevægten.
„Fy … den er skadeskudt!” udbrød Inger-Johanna.
„Hvem skjød?” fo’r Kapteinen forbløffet op.
„Jørgen rendte afsted med Riflen,” oplyste Tronberg.
„Jørgen“? … han indbilder ikke mig, at det var hans første Skud det. Den Kanallie! … Men saa skjød han Sig fri for Juling den Gang, — for det var minsæl et godt Skud, Tronberg! … Knebelen! han er paa det strængeste forbudt at røre ved Gevær” …
„Forbudt ja,” mumlede Grip. — „Er det ikke mærkeligt, Frøken Inger-Johanna, — det er bestandig det, som er forbudt, som vi blir dygtigst i. Vor mest drivende Opdragelse er netop alle disse Forbud. Men det er at gaa Kjæltringveien i Væksten og sætter sine Mærker bagefter, — gjør fikse Hoder, daarlige Karakterer.”
Grip og Inger-Johanna gik foran ved Hestene. Der laa en underlig disig Varmerøg nedover Flyerne paa Eftermiddagen; den tilslørede Linierne dernede. Heroppe i Fjeldet var det saa tindrende luftklart …
Fod for Fod valgte Dyrene sig Vei i Stenuren mellem enkelte uhyre nedfaldne Blokke, der laa som nedmosede graa Huse, her og der med en Troldlug af Dvergbirk paa, medens der om i Berghylderne endnu hang gule Dusker af Vianvangen.
