Blautmørje til at kline imellem de alvorlige Sanges faste Stene, naar vi sammen bygge paa et Glædestempel), at man da foretrak Kjærminde blaa ved Danmarks blonde Vove» for de nu brugte sange. Men lystige viser vil unge mennesker dog have, og det lystige falder gjerne sammen med det bidende. «Derfor — frem med bidende Smaastumper, som give saavel Noget for Hovedet som for Mellemgulvet!» Og saa følger de første stumper.
Allerede denne skrivelse maatte dybt forarge Welhaven; ikke alene ved den raa tone, men ogsaa ved forhaanelsen af Danmark, og den danske digtning, som kaldes «blautmørje». Men «stumperne» selv bragte ham vel end mere i harnisk; han siger om dem: «i disse Nidvers bleve selv hæderlige Mænd og uberygtede Møer givne til Pris for den yderste Kaadhed og Spot.» Et af versene i det mindste var rettet personlig mod ham; det var det kjendte:
«Lig Phaeton Solgudens Hjul,
vil Welhaven Vid probere;
saa ser man liden Sommerfugl
i Støvler voltigere.»
Welhaven var da heller ikke sen til at svare; snart havde han færdig «første
