tylvt» af de blinkende, spidse pile. Han var dengang ikke redaktør af bladet, og skulde saaledes ikke læse op selv. Men denne kveld steg han, mesteren i deklamation, selv op paa kathedret; de farlige vaaben vilde han ikke overlade nogen anden at haandtere. Qg han «udskjød med en mageløs Effekt de staalsatte Pile mod en Modstander, som vistnok ikke selv var tilstede, men som havde i Forsamlingen en heel Skok af Venner, der opfangede og gjemte Pilene paa hans Vegne. Aldrig har der været en saa besynderlig, udvortes næsten umerkelig, men i det Indre desto mere gjærende Uro i Leiren som hiin Aften; der var skeet Ting, som — man anede det — maatte drage usædvanlige Følger efter sig. To Modstandere, der hidtil havde kjæmpet paa Afstand, havde nu stillet sig imod hinanden Ansigt til Ansigt paa nært Hold.» (P. A. Jensen).
Saa klang da udover salen :
Herr Siful og Herr Henrik ved,
hvad gammel Vedtægt siger:
Bajadsen følger altid med
hver ægte Markedsskriger.
Der er en ganske egen Vegt
i dine Epigrammer;
