en Sendeskrivelse til Samfundet, der ustridigen var noget af det Viltreste og Slibrigste, der var udgaaet fra hans flotte Pen.» Det kan ikke negtes, at skrivelsen overskrider de grænser, som sædvanlig sættes for det passende; den egner sig ikke til at aftrykkes i sin helhed. Som bekjendt var skrivelsens foranledning, at han sendte nogle smaavers, som skulde afløse de «bryggemæssige» sange, der blev sunget, naar «Punschen gaar os i Hovedet i vore Lag». Han taler om disse rundsanges «epigrammatiske, condenserede, sammenstoppede Liderlighed». Videre heder det: «Det maa støde Tilhørerne udenfore at høre Musesønnerne skifte om til svinske Bacchantchore. Ligesaagodt var det at følge det lille saakaldte Lycées Mønster og veike og utblaute og delicatere sig med nogle Sentimentalitetens Triumfromancer, med noget Rosenkildevand og andre sidste Opkastelser af den nu aldeles af langsommelig Svindsot døde danske Nationalitet. Det gode Navn og Rygte vilde lystige Musesønner da beholde, ja kanske Ros til, og mangt et huldt «Ak» vilde falde under Vinduerne. Det var — siger jeg — kanske bedre (dersom man endelig vil have noget
