Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/53

”Det aner mig, i Dag vil Fansten være
”Mangfoldig stor, og snart vil vi see ham bære
”Den tunge Dræt, med Glæde stönnende.
 Men uveyrsvangre Skyer overklæde
Den heele Himmel — Storme slide sig
Af sine Huler ud, paa Havet træde,
Fornyende den aldrig endte Krig;
Det vaade Element forgieves fraader
Af en unyttig Harm, omsonst opstaaer
Til Modstand — Skyens Sön er Eyren raader,
Og vældig Bölgens Hær paa Flugten slaaer;
De knuse i den vilde Flugt hinanden,
Og hevne flygtende sit Nederland
Paa skyldfrie Fisker, som at vinde Stranden,
I tunge, ofte spildte Aaredrag
Med Rædsels Kraft de matte Seener spender;
Af Angstens Sveed og Havets Sprudlen vaad,
Han naaer tilsidst sit Nöst; de matte Hønder
Let samle, af den sielden rige Baad,
En ringe Ret, som dog med Möye bæres
Til Hytten, hvor den mavre Hunger boer,