Husk det og tærsk tungt Korn af rige Træver,
Og gavmild kon den Trængende ihu.
Held dig! som kan med egne Öxne plöye
Nedarvet Odelsjord, held dig! som kan
Det Bröd, som krydres af din lette Möye,
I Tryghed æde; lykkelige Mand
Din Lykke föl! — Langs Norges nögne Strande
En hungrig Hær blandt Skiær sin Boepæl slog
Alt deres Haab er Havet; de opmande
Ved Hunger sig til farefulde Tog.
I pialted Moders matte Arm see hønge,
Ved tomme Bryst, en Glut som avlet var
I Trang, i Moders Liv opvant at trænge,
Og som med Smerte hun til Kummer har,
Paa kolde Jordgulv fleere nögne Spæde
Blandt fugtigt raadent Straa henkastede,
Med bitter Graad nedslagge Moder bede
Om Föde; hun taalmodig-lidende
Med gyldne Lövter, som bedrövet Læbe
Med Blusel föder, söger moderlig
Den voxende Mismodighed at dræbe:
”Taalmodighed, I Elskte, Intet Skrig!
