Udbrudet er af en friebaaren Siel.
Det vaade Stöb fra Haand til anden iiler,
Liig en tienstagtig stedse reede Ven,
Og kiert som slig, hvert Öye mod det smiiler
Hver Læbe kysser det. — Snart svinde hen
De mörke Sorger (Ingen Stand beskytter
Mod Sorrig, Stövets Arv, den trænger sing
Med Möye ind i Bondens lave Hytter,
Til Fyrstens Borg den ager magelig)
Den heele Kreds er Fryd; kunstlöse Stemmer
Gientage da med varm Deeltagelse,
Hvad Norges Muser simpelt sang (let nemmer
Min Normand Viser) herlig skingrende
Bruuns: ”Boer jeg paa det höye Field, da lyder.
Ja ogsaa jeg af Musen fik et Qvad,
Som Odelsbondens skiönne Bifald nyder;
Han sang: Jeg er saa froe, jeg er saa glad;[1]
Og er det virkelig. Maae dine Glæder,
Min ædle Landsmand! aldrig svige dig!
Dæm derfor, Bonde! dæm mod Stadens Sæder,
- ↑ De anförte Folkesange har Digteren truffet hos norske Bönder, og hört den förste siunget med varm Deeltagelse.
