”Sund er jeg som en Fisk, min trange Bolig
”Er tæt, mit Grandelav med mig tilfreds,
”Min Dag er kort og sorglös, Natten rolig,
”Jeg lydes som en Lovbog i min Kreds,
”I Bygden er jeg agtet, og jeg finder
”En Ungdoms Ven snart hist snart her igien,
”Der kierlig mig om Barndoms Dage mider.
”Som da min Dag, den endnu svinder hen
”I lykkelig Eenfoldighed, og Glæder,
”De Store ey misunde mig, fordi,
”Indsluttede i trange qvalme Stæder,
”De veed ey hvad det er at være frie;
”Og veed ey hvad det er, saa glad at drikke
”Sit eget Öll i trofast Vennelav;
”Og paa sin vevre Börneklynge ikke
”Kan see som jeg, og tænke paa sin Grav
”Med Rolighed, og vide at den Möye
”De lide ey forgieves være skal,
”Som jeg det veed. Min Sönnesön skal plöye
”Med Lyst den Ager jeg fra Heeden stial.
Saa tidt med Grund, den norske Bonde praler
Naar mindre travle lange Vinterqvæl
Men Granden samler ham. Hans stolte Taler
