Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/47

Har skiönnere. Den giör, blandt alle Lande,
Steenhoben Norge merkelig og skiön.
Den Vaarens lövterige Smil forskiönner,
Giör Höstens Gaver dobbelt store; den,
Var Ageren end karrig, dog belönner,
Med glade Haab, Jordbrugets kloge Ven.
Paa Vanhelds haarde Steen sin Klygt han sliber;
Feylslagne Haab udklække nye Forsög,
Der skiöndt ey altid heldige, dog griber
Veldædig Sandhed, funden tidt i Spög.
 Men naar hans Flid velsignes, naar han tager
En overflödig Skat af Agrens Haand;
Naar Heste stönnende med Möye drager
De tunge Neger; da hans muntre Aand
Til Glæder, som kun Odelsbonden kiender,
Hengiver sig: ”Evindelig min Gaard
”Sin Rigdom römme skal i mine Hænder
”Og nære Ætten, medens Ætten naaer.
Den Tanke giör hans tarvelige Gilde
Til Höytid. Stolt han i Höysædet sad
Blandt venlig Grandeflok, som dele vilde
Hans Fryd, og kunde, thi og den var glad.
Med brede Næve han Öllstöbet fatter: