O Norge, men din Odel giör dig rig:[1]
Den lokker Fliden til de öde Heeder
Den tapper lange, sure Moser ud,
Den, hist og her, uveysom Klippe klæder,
Og krandser Bierget som en pyntet Bruud.
Gallenisk styrker den de matte Hænder,
Og giör den Gamle driftig, Trældoms Sveed
Behagelig. Den Troeskabs Luen tænder
Som dæmpes ey av noget Vanheld ned.
Den moderlig fremlokker skiulte Evne,
Som Vildskabs Underviisning stolt forsmaaer,
Geniet paa hovmodig Kunst at hevne;
Den viser hvad frie Sielekraft formaaer;
Den gîr min Bondesön den aabne Pande,
Det frie Blik, som ingen Kongesön
- ↑ Bulls Digt om Frihed og Eyendom.
Men og er jeg ikke den der kunde tænke paa hemmeligen at complimentere sig selv. Jeg er stolt af at kunne deele med Nordahl Brun og Wulfsberg den Ære at have talt for den gode Sag, men jeg Föler at min Stemme i denne vigtige Sag er kun som en svag Gienlyd af deres kraftige Röst.
