Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/43

Jeg lysten nipped kun til Randen, ikke
Til vædrig Sang min Aand berusede:
Min Dag forgaar paa Jedderens slakke Slette
Kun hverdags Syner beyle til min Aand;
Men Vee mig dog, Vee mig om jeg kan trætte
Med Skiebnen, om jeg folder ey min Haand
I hellig Lov til Ham som viis bestemmer
Hver Levende sit Sted ved almeent Bord,
Og om jeg i min Lov den Lykke glemmer
At paa den heele vidt udstrakte Jord
Blev dog en Plet i Norge det jeg kalder
med Tak, med barnlig Fryd, mit Födested.
Fribaarne Slægters Landsmand. Skiendsel falder
Tungt og retfærdig paa den Usling ned
Der haane tör det Baand en Normand binder
Til Fædres Klipper. — Landsmand see dig om,
Mon noget andet Sted sligt Værn du finder
Som Norges Odelsrett om Eyendom?
 Feudal-Systemets mangehaande, stygge,
Naturens beste Sön fornedrende
Ulykker flygted fra den milde Skygge
Som Odelsrett, det sande Frihedstræ,
Opelsket af den kloge Hagens Hænder