Forelsket sig i Norge. De forskrække
Men fange Sielen, maled af hans Haand.
Og disse mindre vilde Yndigheder
Som favne Jarelsberg i venligt Skiöd,
Og over unde Scheens Eng udbrede
Sit Trylle-Teppe. — Musen tidlig böd
Det Theme dig min Frende! Hvorfor hviler
Den Cithar du saa heldig veed at slaae
Stum i den Haand, min Pettersen?[1] end smiler
Dit elskte Norge mod dig Sang at faae.
Mit Lod det ikke blev, til Bunds at drikke
Østsidens Tryllebæger; iilend
- ↑ Morten Smith Pettersen, Sognepræst til Slagen i Jarsbergs Grevskab og et Södskendebarn til Digterens Husture, en Mand af udmerkede Talented, og et varmt og ædelt Hierte, er det som Digteren opfordrer til at besynge den fortryllende Egn han boer i, og Digteren veed, at vil han kun synge, skal han sikkerlig behage.
gen bekiendte, besögte, udseet af Kunstens Muse, Norge om Sommeren 1788, og tegnede nogle af de meest paafaldene Situationer i Agershuus Stift. Man har sagt at denne Mand lærte at elske baade Norge og dets Aand. Han döde kort efter begrædt af Kunstelskere, og (lægger man til) af alle som kiendte hans Hierte.
