”Lær mig at drage Vinding af min Smerte
”Lær mig at faae Guds skiulte Veye kier.
Hvor gavmild Hösten! fra dens Horn nedfalder
Den sande Rigdom, Korn, som Sandhed lig,
For alle Slægtens Arter, og hver Alder
Og til at Tid er gavnlig; bryster sig
Med Ret. Thi den almindelige Moder
Den stedste svangre Jord, har aldrig föd
En Sön som denne. Du den yngre Broder,
Der langsom klækkes ud i Klippens Skiöd,
Og revet af dit Svöb med Vold, udbreder
Paa Jorden Vanheld, men Despotens Ret
(Den dumme Slaves ryggeslöses Sæder)
Tilbedet hersker over Mennesket,
Magthaver Guld! mod Kornet du hvor ringe,
Ja ringe mod hver anden Höstens Slægt,
Som kan til Taushed Mandens Hunger tvinge;
Et Æble i Nödtörstens rette Vægt
Er tyngre end det hele Kongsberg. Leder
Du efter Skiönhed — O Monotonie
Er Guldets Glands for Öyet, stedse spreder
De samme matte Straaler — fængslet i
