Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/38

Metallerne, Naturen sielden leeger
Med ellers ödsle Pensel — Vil du see
Dens Mesterstykker, Flora dem frempeger
I overdaadig Pomp, og rystende
Af tunge Greene, de velkomne Gaver,
Pomona viser dem. Hvor blandet er
Den Pragt, Carbunkelen og Guldet haver
Med konstig Haand i Æblets Prydelser.
 Löngierrig Digter röret stemte Strænge
Hos Pæretræet der krumrygget staaer,
Nedböyet under sine Börn, de hænge
Indbydende (thi gulnende formaaer
Det visne Löv ey længer at bedække
Guldstribet Frugt) og saare löselig
Den trætte Green dem holder, dem at række
Den förste Læbe som frembyder sig.
Saa være min den förste — hvilket Bæger
Til Randen fuldt af Nektar. Alt mit Savn
Det hæver; mætter, læsker, vederqvæger.
Vandt Evans Bæger sig et större Navn,
Det vandt det ved en tidt beklaget Styrke.
 End ræk mig en Pomona! som jeg kan
Elisa bringe. — Trolig vil hun dyrke